IRMA x VIBSKOV
Kunde: Irma
Resultater:
Irmas forhold til kunst er noget særligt, og det er efterhånden mange år siden, at de første kunstsamarbejder optrådte i Irmas butikker. I dag er missionen stadig som den var dengang: at demokratisere kunsten og bringe den tættere på danskerne. At være et brand, der ikke kun fodrer maven, men også hjernen.
Så da Irma ønskede en hyldest til fortidens kunstarv, var det eneste rigtige at tænke nyt igen.
En moderne multikunstner
Vi ville forny Irmas relation til kunsten. Gøre den nutidig. Cool. Anerkendt. Og ansvarlig. Fire tillægsord, der samtidig er en rammende beskrivelse af Henrik Vibskov. Multikunstnerens navn vækker genklang hos et bredt udsnit af befolkningen, men uden at han af den grund har mistet sin aktualitet og coolness. Og samtidig gav Vibskovs rolle som tekstildesigner nye muligheder for at udvikle funktionelle produkter, der for alvor var i stand til at forbinde kunsten med hverdagen.
Resultatet af samarbejdet blev en farverig nyfortolkning af Irmas klassiske kinasko og muleposer i 40 forskellige designs produceret af deadstock fra tidligere Vibskov-kollektioner. IRMA x VIBSKOV-kollektionen kom på hylderne i alle Irmas butikker og blev lanceret via en effektiv PR-indsats, SoMe, (ikke-sponsorerede) influencere og én meget opmærksomhedsskabende københavnsk bybus. Alt sammen med en stil og tone, der var langt mere fashion end kommerciel.
Dagligvarer x Fashion = Succes
Næsten 1/5 af alle kinasko og muleposer blev solgt allerede på lanceringsdagen, og efter 10 dage i butikkerne var mere end 70% af kollektionen ude hos Irma-kunderne.
Danskerne blev mere opmærksomme på Irma og talte mere med hinanden om Irma. Samtidig steg både kundestrømmen og omsætningen i Irmas butikker i en så markant grad, at lanceringsugen efterfølgende hos Irma blev omtalt som ”Vibskov-ugen”.
Regnestykket supermarked x fashion var lig med succes. Men kun fordi Irma er Irma – og fordi Irma, Vibskov og målgruppen var de helt rigtige for hinanden.